3-Mands Whist

3-Mands Whist er en variation af det originale Whist til de lejligheder, hvor man kun er 3 spillere. Et spil består af 12 runder og spilleren, der opnår flest point samlet vinder spillet.

Antal spillere: 3
Tid: Op til en time
Kræver et spil kort uden jokere

Hver spiller får tildelt 13 kort hver og de resterende kort lægges i en bunke, der senere skal bruges til at bytte kort med. Spilleren i forhånd bestemmer nu, hvilken type spil der skal spilles. Der kan vælges mellem følgende 4 varianter:
– Spar: Her er spar trumf.
– Farve: Spilleren der har valgt at der skal spilles farve, må bestemme hvilken kulør der er trumf
– Sans: Her er der ingen trumf.
– Sol: Her gælder det om at få færrest stik. Desuden gælder der specielt her, at esset er lavest. I de andre varianter er det højest.

Hver spiller kan kun vælge hver variant én gang. Efter varianten er valgt, skal der byttes kort. I de tre første varianter gælder det, at spiller 1 (spilleren, der har meldt ud) må bytte op til 7 kort fra hånden, spiller 2 må bytte op til 4 kort mens spiller 3 må bytte op til 2 kort.

I Sol gælder det, at spiller 1 må bytte op til to kort, spiller 2 må bytte op til 4 kort og spiller 3 må bytte op til 7 kort.

Hvis en spiller ikke bytter det maksimalt tilladte antal kort, må den næste spiller vælge at bruge de uudnyttede byttere selv. Bytter spiller 1 eksempelvis 4 kort i en omgang Sans, må spiller 2 vælge at bytte 7 kort i stedet for 4.

Efter bytterunden starter spillet. Spilleren der har valgt varianten starter med at spille et kort ud, hvorefter de resterende spillere gør det samme. Disse tre kort udgør et stik. Så vidt muligt skal man spille et kort med samme kulør som det først udspillede. Er man renonce (kan ikke bekende kulør), må man i stedet spille en anden kulør eller spille en trumf (hvis der er en trumf i den valgte variant). Spilleren der har spillet det højeste kort i den udspillede kulør, vinder stikket. Er der spillet trumf, er det dog spilleren med den højeste trumf, der vinder stikket. Vinderen af stikket spiller derefter først ud til næste omgang.

For de tre første typer spil er målet for spiller 1 at få mindst 7 stik, spiller 2 mindst 4 stik og spiller 3 mindst 2 stik. De stik man får udover disse kaldes overstik og giver ét point hver. Opnår man et lavere antal stik, får man fratrukket ét point per stik. Disse stik kaldes understik. Summen af point giver på den måde 0 i hver runde.

I varianten Sol må spiller 1 højest få 2 point, spiller 2 højest 4 point og spiller 3 højest 7 point. Her giver understik pluspoint mens overstik giver minus.

Spilleren med flest point efter 12 runder, har vundet.

Hvis I ikke er nok til en gang 3-mands whist, så anbefaler jeg, at I forsøger jeg med en omgang 2-Mands Whist.

2 thoughts on “3-Mands Whist

  1. Mie Skovsted

    Hej,
    Er det den spiller, der sidder efter kortgiveren, der har meldingen og spiller først ud?
    Med venlig hilsen
    Mie Skovsted

    Svar
    1. Henning Nørreris

      Ja, sådan er det vist i alle kortspil. Spilleren til venstre for kortgiveren siges at sidde i forhånd.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.