Olsen

Olsen er et hyggeligt og hurtigt spil, hvor det gælder om at komme af med sine kort ved at matche dem med det øverste kort i bunken. Første spiller der ikke har flere kort tilbage, er vinderen af spillet.

Antal spillere: 3-6
Tid: 10 min
Kræver et spil kort uden jokere

Hver spiller får til at starte med tildelt 7 kort. De resterende kort lægges på bordet i en bunke med billedsiden nedad. Det øverste kort vendes med billedsiden opad og lægges ved siden af bunken.

Den første spiller skal nu lægge et kort fra hånden oven på kortet med billedsiden opad. Man kan dog kun lægge et kort, hvis det enten har samme værdi eller samme kulør som kortet med billedsiden opad. Er det, eksempelvis, spar 10 kan man kun lægge en 10’er eller en spar oven på kortet. Når man har lagt et kort ned, går turen videre til næste spiller.

Hvis man ikke kan lægge noget ned, skal man trække et kort fra bunken og, hvis dette kan lægges ned, lægges det ned. Kan det ikke lægges ned, går turen videre til næste spiller.

Når man lægger sit næstsidste kort ned, skal man melde op at man nu kun har ét kort tilbage. Dette gøres ved at sige ’Olsen’. Glemmer man denne melding må man ikke lægge sit sidste kort ned næste gang det bliver ens tur. I stedet skal man trække et nyt kort fra bunken.

Vinderen af spillet er den spiller, der først har lagt alle sine kort ned.

Der findes to specielle kort i Olsen – 2’ere og 8’ere:
Hvis man lægger en 2’er ned skal den næste spiller trække to kort fra bunken og op på hånden. Derudover må han IKKE lægge nogen kort ned. Turen går blot videre til den næste i rækken efter kortene er trukket op.

8’ere fungerer som jokere. De kan lægges ned oven på alle kort og når de lægges ned, må spilleren der har lagt den selv bestemme hvilken kulør der skal spilles videre med. Eksempelvis kan en spiller, der lægger hjerter 8 oven på spar 5 vælge, at der skal spilles videre som om det var klør.

Spillet egner sig godt til de mindste og det kan gøres endnu sjovere med de specielle Olsen-kort, der er skabt lige netop til dette spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.